…ja, det må du i den grad. Og vi taler faktisk sukker.
Foto Heather Barnes/Unsplash
Måske er der en forklaring på, at vores stenalderhjerne er sukkerjunkie. Vi er nemlig ikke gjort af proteiner og fedt alene. Men indtil for ikke så længe siden troede man, at sukker kun blev brugt af kroppen til energi og til i forskellige forbindelser med for eksempel proteiner (glykoprotein) at danne støtte og struktur i kroppens væv. Siden da har forskning i glycobiology høstet Nobelpriser.
I dag ved man, at stort set alle celleoverflader er omgivet af en slags kappe eller celleID, glycocalyx kaldes det ofte, når der er tale om celler i dyrisk væv. Glycocalyx består af sukkerforbindelser med betydning for kommunikation mellem cellerne og altså konstruktion af proteiner. Når celler på grund af alder, gener, miljømæssige faktorer eller livsstil holder op med at fjerne proteinskrald og andet, der ophobes, så går det ud over cellefornyelsen.
Med andre ord: Fungerer den søde snak ikke, bliver cellerne som isolerede øer og nødvendige opgaver med oprydning og fornyelse udføres ikke.
Faktisk udgør sukkerforbindelser langt hovedparten af vores biologi og ud over at være byggesten er deres medvirken i cellekommunikation vigtig for vores immunforsvar. For eksempel for identifikation af bakterier og virus. De har også betydning i forbindelse med kræft. Mange ofte arvelige sygdomme er glykan-specifikke.
“Glycobiology” er under intens bevågenhed og af stor betydning for fremtidens medicin og sygdomsbehandling. Der er lavet mange tusinde studier i forskellige glycoformer og deres betydning for cellekommunikationen og der er altså også faldet Nobel-priser af. Man sammenligner opdagelsen med dengang, man opdagede vitaminerne. Hvis du googler glycobiology, så får du masser af spændende læsestof.
SMØR DIG TIL DET
Og hvis vi lige skal tage hudplejen med, så husk at fylde på hudens GAGs-madras (=glykoaminoglykaner), og det er blandt andet hyaluron. Hvis ikke der er fyldt op, så er der ikke kommunikation og så kan fibroblasterne ikke danne gode stærke og elastiske fibre til at holde huden oppe. Så fugt er ikke bare essentielt i bunden af hudplejepyramiden, det er top-of-the-top-vigtigt for at alt andet kan virke.
SPIS DIG TIL DET
Man kan også spise sig til en blødere, fyldigere og glattere hud. Og indefra er den gode glyko-ernæring solmoden frugt og ikke mindst bær. Med solmoden menes, at frugten er modnet på planten og ikke i vindueskarmen eller på vej hertil fra langbortistan. Det er så også her, at alle antioxidanterne gemmer sig bag farverne. Og her, der er det, dr. Murad kalder cellebundet vand, når han siger, at man skal spise sit vand. Og fibrene – ja, de er jo præbiotika = næring til de gode bakterier i tarmen. Det er win win.
Desuden er det svampe som dem min guru dr. Weil anbefaler: reishi og cordyceps samt gurkemeje, som han også anbefaler. Aloe vera hører også til i gruppen glyko-ernæring lige som visse alger, brune ris og helt sikkert mange flere.
Det hævdes, at kun 2-3 af de essentielle biologisk aktive sukkerstoffer findes i moderne gennemsnitskost. Den deraf følgende mangelfulde kommunikation mellem cellerne får uheldig indflydelse på vores immunforsvar og dermed på vores helbred i form øget tendens til bl.a. autoimmune sygdomme samt allergi lige som det fører til accelereret ældning. Tilførsel giver omvendt kroppen de “bullits”, den har brug for til at gøre det, den er god til, bedre.
INTERESSANT? Hvis du synes det, så nørd videre HER med en dansk forsker, Nadja Storm, der har arbejdet med et team på Max Planck Institute of Biology of Ageing, som Yves Saint Laurent i øvrigt også samarbejdede med, da de udviklede deres Glycanactif™. Nadja Storms studie viser, at man kan sætte skub i slumrende cellefunktioner ved at tilføre eller optimere et molekyle, der kaldes GlcNAc (udtales ‘glycnac’). Vi er altså ovre i noget sukkerstuff og i øvrigt noget med nogle C.elegans orme.
Helle Forum skriver
Vidunderligt kvalificeret indlæg, Lise, tak! Må jeg tilføje om C. elegans: en lille rundorm, benyttes meget inden for genforskning, indeholder 24.000 gener mod menneskets 23.000! Men det er ikke noget at prale af… en risplante indeholder 50.000. Så man forstår jo, at forskerne blev skuffede, da de omkring årtusindeskiftet lavede Human Genome Project og kun fandt ca. 23.000 humane gener – de havde forventet over 100.000. Men det førte så til Human Microbiome Project – og SÅ fandt vi ud af, hvor vigtige bakterierne – og deres mange gange flere gener – er for os/for vores krops mulighed for at løse en lang række opgaver/udfordringer 😉
Lise Grosmann skriver
Helle Forum: Vidunderlig kommentar fra en i den grad kvalificeret kollega, tak Helle! Af hensyn til nye læsere skal jeg tilføje, at Helle Forum er forfatter til Probiotika – En guide til dine gode bakterier/People’s Press. Den skulle I anskaffe, hvis I ikke føler jer helt på hjemmebane med tidens megen snak og skriven om bakterier, mikrobiom og hvem, der har hvor mange gener.
Hvad med tissemyren Helle, ved du det? Dette lille flittige væsen har jeg ladet mig fortælle (hørt på P1) er så genial i sin konstruktion, at det ikke har været nødvendigt at tilpasse/omgøre. Den MÅ da slå genrekorden (smil).