Når nogen spørger mig, hvad mit bedste skønhedsråd er, så svarer jeg: Lykke! Lykkelige mennesker stråler, og er det ikke det, vi forsøger at købe os til? Cremer og serumer, der får huden til at stråle, mascaraer der får øjnene til at stråle osv. Og det gør de jo, skønhedsprodukterne. Får os til at stråle mere. Udvendig. Og det kan bestemt virke indad. Give mere selvtillid f.eks. Men intet er så forskønnende som følelsen af lyksaglighed.
Hvis man tæller antallet af lykke-coach-bøger, så burde vi være lallelykkelige i dette land. Men hvor coach-bøgerne hidtil har dyrket individet, ego’et, så går trenden nu mod visdommen i det enkle liv, fællesskabet med og ansvaret for andre uden hvilket og hvem vi intet var. Søgen efter vores rødder og accepten af, at det, man giver ud, er det, man får tilbage. Ifølge Hans Hellighed Dalai Lama – den fineste coach af dem alle, synes jeg personligt – er kærlighed til andre og respekt for deres rettigheder og værdighed alt, hvad vi behøver. Medfølelse er kilden til al varig lykke og glæde.
Netop Dalai Lama og hans bog “Happiness” har været afgørende for wellness-eksperten, skønhedsguruen, cremekongen Ole Henriksen’s personlige proces mod at lære at leve i nuet og være taknemlig. Ifølge Ole må man selv træffe en beslutning om at finde indre glæde og lykke. Træffer man det valg, opdager man, at det er muligt, men det skal komme fra en selv, det er ikke noget, andre kan gøre for en, siger han. Og forskning støtter det synspunkt.
For det er – sorry – heller ikke noget, penge kan gøre for en. Det er hverken i lottekuponen eller på match.com, vi skal jagte lykken, for alt tyder på, at vi ender det samme sted – nemlig på vores genetiske lykkeniveau. Undersøgelser viser således, at folk, der havde vundet den store gevinst, mindre end et år efter, at de havde modtaget den potentielt livsforandrende pose med penge, ikke var mere lykkelige end almindelige mennesker, der ikke have vundet. Selv ægteskabelig lykke er kortvarig. To år rækker det til, så har rusen fortaget sig og folk er tilbage ved deres genetiske lykkeniveau, viser undersøgelser.
LYKKERAMT
Men hvordan bliver man så lykkeramt? Vælger sine forældre med omhu! Igen igen….det genetiske tæller. Ifølge en af de ofte citerede forskere på området, Sonja Lyubomirsky, professor i psykologi ved University of California og forfatter til bogen The How of Happiness, har vi et medfødt potentiale for lykke, som vi ikke kan undgå at vende tilbage til efter selv store problemer eller triumfer. Det udgør 50%.
Livsvilkår – om vi er rige eller fattige, raske eller syge, smukke eller almindelige, gift eller skilt osv. – ændrer kun vores lykkeniveau med sølle 10%.
De svimlende tilbageværende 40% er “adfærd”, alt det, vi selv kan kontrollere. Det vi gør, det vi tænker giver os mulighed for at øge eller mindske vores lykkeniveau. Videnskaben understøtter altså Lama og Henriksen, vi vælger, hvordan vi ser verden og dermed vores potentiale for at få mere lykke i livet.
Hvis lykke (også) er et skønhedsmiddel, så er stress en ældningsfaktor. En tyv, der stjæler vores sundhed og giver rynker. Ikke stress forstået som det kortvarige kick, der er nødvendigt for at overvinde en krise, en jobopgave osv., men den vedvarende følelse af at være overmandet og ude af stand til hverken at kæmpe eller flygte. Så sørg for at have nogle lykkestrategier.
LYKKESTRATEGIER
Sonja Lyubomirsky’s observationer, som hun sammenfattede med andre forskeres studier, viste, at de lykkeligste mennesker tænker og opfører sig således:
*De bruger en stor del af deres tid på familie og venner, og de plejer og nyder disse forhold.
*De har nemt ved at udtrykke taknemlighed for alt det, de har.
*De er ofte de første til at tilbyde en hjælpende hånd til kolleger og forbipasserende.
*De er optimistiske, når de forestiller sig deres fremtid.
*De nyder livets goder og prøver at leve i nuet.
*De har gjort motion til en ugentlig eller endda daglig vane.
*De har sat sig livslange mål og ambitioner.
*Og sidst men ikke mindst så har de lykkeligste mennesker deres andel af stress, kriser og endda tragedier. De bliver måske lige så fortvivlede og følelsesladede i den slags situationer som du og jeg gør, men deres hemmelige våben er den selvtillid og styrke, de viser, når de skal håndtere udfordringerne.
Skriv et svar