Hvis I fulgte linket i går for at se, hvilke produkter, der p.t. er certificeret med Allergy Certified, så så I Zenz, som jeg er sikker på, at mange af jer kender. Sidste år var Anne-Sophie Villumsen således på podiet til Danish Beauty Award for at modtage prisen ‘Årets Frisør’. HER kan du læse mere om konceptet ‘Grøn Salon’, se certificeringer og de stoffer din hovedhud ikke møder i Zenz hårpleje.
Anne-Sophie, der stiftede Zenz-kæden i 1999 og lancerede Zenz Organic i 2010, havde set, at jeg havde skrevet om Allergy Certified flere gang og spurgte for nogen tid siden, om jeg ikke kunne have lyst til at teste Zenz. Med tanke på min drilagtige hårbund sagde jeg, at jeg gerne ville prøve seriens intensive hårkur, for at se, om den kunne skubbe gunstigt til balancen. Og det er den godt i gang med. Da jeg første gang badede hoved/hår med den, røg jeg tilbage til barndommen, hvor det var almindeligt at skylle hår i eddike, fordi shampoo dengang gjorde håret alt andet end blankt. Den dufter nemlig lidt syrligt.
Eddike er det nu ikke, men Hair Rinse & Treatment/fresh Herbs no 87, som den hedder, indeholder æblesaft. Blandt andet, for der er nemlig en lang række ekstrakter og 99,5% er af naturlig oprindelse. Faktisk er kamille en af ingredienserne, men den generer altså ikke mig. Og med både Svane- og Allergy Certified certificeringen er der unægtelig styr på stoffer, der kan genere os selv og miljøet. Hvis du klikker på ‘læs mere’-linket nederst, kan du se den fulde deklaration.
Anne-Sophie syntes nu også, at jeg skulle prøve shampoo og treatment, og tilfredsheden er ikke mindre her. Det er virkelig dejlige produkter med ren samvittighed for både Zenz og os, der bruger. Jeg var lidt skeptisk, da jeg så emballagen og især den lille doseringanordning i bunden. Jeg tænkte, at den ikke kunne stå ordentlig fast og at der ikke kom noget ud. Fy Lise, så kan du lære det….selvfølgelig fungerer det perfekt. Og de er lækkert matte og helt hudagtige at røre ved. Og selvfølgelig lavet af miljøvenligt genbrugsplast.
OG SÅ LIDT MERE OM ALLERGI OG ANDEN HUDSARTHED….
* Kontaktallergi er ikke arveligt, det er miljøbetinget.
* I forhold til atopisk dermatitis, der er en hudsygdom, som skyldes ekstremt tør hud, kan derimod være en arvelig faktor, idet man kan have en mutation i det gen, der koder for et protein (fillagrin) i de yderste hudlag. Fillagrin spiller en stor rolle i forhold til hudens evne til at binde vand og ligeså beskytte mod mikroorganismer og potentielt allergifremkaldende stoffer. Sæbe er rigtig skidt, fordi det opløser barrieren. Har man delvis eller fuldstændig mangel på fillagrin, er man disponeret for irritationer.
* Det er ikke umiddelbart muligt at afgøre, om en hudreaktion skyldes allergi eller irritation. Men er det allergi, så vil al hud reagere. Man er altså ikke bare allergisk i ansigtet over for en given ingrediens.
* En allergisk reaktion er ikke en straks-reaktion, der vil typisk gå 1-2 dage, før et stof er koblet på proteiner og kan virke som allergen og aktivere immunforsvaret.
* Ved fødevareallergi er allergenet protein, ved kontaktallergi er det haptener. De skal først kobles til proteiner for at virke som allergen. Når processen kun kan ske efter lyspåvirkning, så kalder man det fotosensibiliserende stoffer.
* Kontaktallergi over for et stof kan faktisk ‘udvides’ til at omfatte andre beslægtede stoffer med stor kemisk lighed, så kroppen ikke kan skelne.
Hvis du klikker på linket herunder, kan du læse mere om indholdet i Zenz Intensiv hårkur.
Intensiv hårkur, der gør håret blødt og genskaber hovedbundens naturlige balance.
INGREDIENSER:Aqua, Pyrus Malus Fruit Water (æble), Acetum, Glycerin, Citric Acid, Butylene Glycol, Alcohol Denat., Sodium Benzoate, Polysorbate 80, Helianthus Annuus Seed Extract (solsikkekerne), Chamomilla Recutita Extract (kamille), Potassium Sorbate, Urea, Rubus Chamaemorus Fruit Extract (multebær), Prunus Armeniaca Fruit Extract (abrikos), Prunus Persica Fruit Extract (fersken), Pyrus Malus Fruit Extract (æble), Achillea Millefolium Extract (røllike), Allantoin, Foeniculum Vulgare Fruit Extract (fennikel), Humulus Lupulus Extract (humle), Melissa Officinalis (citronmelisse), Viscum Album Leaf Extract (mistelten), Diethyl Phthalate, Phenoxyethanol.
Lisbeth M. skriver
Altså Lise, man skulle tro, at vi var vokset op sammen. Det der med at skylle håret i eddike, uf, det husker jeg alt for godt! Jeg fik også badet fødderne i eddikevand for at forhindre fodsvamp, når jeg havde væltet rundt i våde sneakers en hel dag. Jeg har heldigvis kun haft meget få grimme oplevelser med allergiske reaktioner/ irritationer ifm hudplejeprodukter og nu kender jeg ikke zenz, men holder mig til produkter i samme boldgade uden for mange dikkedarer 🙂
Lise Grosmann skriver
Lisbeth M: Det er såmænd ikke så længe siden, jeg igen igen læste i et ugeblad, at man skulle skylle håret i eddike, det er et af de husråd, der dukker op med jævne mellemrum, men vi er nogle, der husker det længere tilbage (; I øvrigt passer det jo med den gærede trend, der raser lige nu. Sjovt nok har jeg aldrig hørt om eddike mod fodsvamp, men det lyder sandsynligt. Der er som regel noget om det med gamle husråd.
Det er næsten vigtigere, hvad man bruger på huden i håret end i ansigtet, fordi de store hårsække er som motorveje dybt ned til levende hudlag og blodbane. Og der er dejligt, at nogen orker at vælge den besværlige vej og lave så risikofri produkter som man nu kan.
HeLene skriver
Ja, det er dejlige produkter, især treatment 03 indpakning, den er bare så god, kan bruges før vask, efter vask, på vådt eller tørt hår natten over og den gør bare altid godt. Enten det er tørre spidser eller hårbund eller uanset hvem i familien der har problemet. Den tror jeg du også bliver glad for. Jeg er på min..3 eller 4 flaske…
Glæder mig til at høre mere om hvordan det går og håber du får bugt og eller lindring af de drilske problemer!
En anden ren og fin produkt er bidro seriens balsam, til at bruge på irriteret hårbund, men den har jeg rekommanderet dig før ik? Og den har nok ikke noget certifiering så vidt jeg husker. Men den er god til den slags problemer, med potente ingredienser som propolis.
Lise Grosmann skriver
HeLene: Hvor føles det bare dejligt med gode råd, og du har leveret mange af dem – plus madopskrifter såmænd.
Ja, jeg kæmper lidt en irriterende kamp med det pittysporum-halløj og ser håret tynde mere og mere. Det ender med, at jeg må ofre pengene og søge Hårklinikken.
Men Bidro lyder et try værd. Jeg har lige googlet, og både shampoo og balsam har pileekstrakt, som eksfolierer, og selvfølgelig deres signaturingrediens gelé royal. Det må blive næste forsøg.